Gode råd til dig som efterskoleforælder.

Når dit barn tager på efterskole, flytter han eller hun hjemmefra for første gang.

Det kan være hårdt for dit barn at vænne sig til et liv blandt mange andre unge. Derfor oplever nogle hjemve. Vi beder om at I vil give jeres barn tid og plads til at falde til hos os. Det kan nogle gange tage flere uger, førend han/hun føler sig godt tilpas på skolen.

Men det er også en stor omvæltning for jer som forældre. Det er fristende at gå ind i kampen, når du som forælder får et opkald fra dit barn. Gråd eller hjemve møder dig måske i telefonen, og du har mest lyst til at starte bilen og køre afsted for at hjælpe. 

Men det er ikke din kamp. Den klarer dit barn og skolen. Du støtter bedst fra sidelinjen med opmuntrene og forstående kommentarer. Vi beder jer vise os 100% tillid, og vi lover at vi nok skal bede jer om hjælp, hvis der er noget vi ikke kan håndtere her på skolen.

Aftal med jeres søn/datter, at I ikke skal ringe sammen hver aften, der er ingen grund til at give efter for eventuel hjemvé. Ton også ned for den indre hønemor eller -far, giv jeres barn plads til selv at finde ud af den nye tilværelse, så får han/hun mest ud af opholdet hos os.

Eventuel hjemve og tilpasningsvanskeligheder kan vare i flere måneder, vær villig til at give dit barn tid til at falde til, man har ikke givet efterskolelivet en chance, hvis man ikke har været her et stykke tid. 

Her er 10 gode råd, som får dig godt igang.

  1. Sms og opkald er kun i nødstilfælde - Aftal måske en eller to kontaktdage om ugen.
  2. Kriser skal overvindes - men det er på skolen, det sker. Du kan kun lytte.
  3. Du må aldrig give efter for startvanskeligheder - det tager tid at tilpasse sig.
  4. Bed dit barn om at snakke med kontaktlæreren eller kontakt vedkommende, hvis det brænder på.
  5. Du kan hjælpe dit barn på vej ved at fortælle de voksne på efterskolen, hvis der skal tages særhensyn eller bare holdes et ekstra øje med det.
  6. Du skal tale med dit barn i weekenderne og følge med i livet på efterskolen. Skolens forældrearrangementer er en mulighed, for at du får indblik i, hvad der foregå,r og gør det nemmere at forstå dit barns udvikling.
  7. Du skal være forberedt på, at dit barn forandrer sig og bliver mere selvstændigt.
  8. Du skal være opmærksom på dit barns signaler. Du ved hvis der er noget galt- og tage kontakt til skolen i så fald.
  9. Du kan kontakte kontaktlæreren eller forstanderen, hvis der er nogert, du ikke forstår. 
  10. Du er vandbærer i et år. Accepter og værdsæt det!

 

 kilde: Efterskolen nr 1 august 2016