Ride efterskole

Vi er en efterskole der tilbyder ridelinje på islænderheste

Som elev på Husby Efterskole, kan man vælge at være en del af vores ridelinje, hvor vi udelukkende rider på  islandske heste. På vores ridelinje vil du blive præsenteret for mange forskellige discipliner og arbejdsrutiner. Ridning er en livsstil og hos os får du muligheden for at udvikle dine evner inden for ridning gennem skoleåret.

Gør din hobby til et seriøst skoleforløb.

Har du din egen islænderhest, kan du tage den med, eller du kan benytte en af skolens egne islænderheste i din træning. Man vil være 2 elever om at dele én skolehest.

Husby Efterskoles ridelinje udvikler dig som rytter.

Det er en fordel at være øvet i at ride når du begynder på Husby Efterskoles ridelinje. Vi udvikler undervisningen efter elevens niveau. Vi har fokus på ridning i naturen og naturligt hestehold, men træner også på ovalbane.

Det vigtigste er at Du som elev får sjove og lærerige oplevelser med hesten, både på hesteryg og fra jorden.

Vi lægger vægt på at du efter dit ophold hos os, er blevet en dygtigere rytter og har fået nye venner med samme interesse. Hvor meget du får ud af et ophold på ridelinjen på Husby Efterskole, afhænger meget af den tid og energi du selv lægger i arbejdet med hesten. Man får undervisning 2 gange om ugen, og man må gerne ride selv udenfor undervisningstiden, efter nærmere aftale med ridelæreren. 

Det gode samarbejde mellem hest og rytter gør det sjovt at ride - og dét er målet på vores hestelinje!

 

Vi fokuserer på:

• Undervisning i grundridning efter det niveau man er på, gangartsridning, springning og ridning i naturen 
• Pasning og håndtering af hestene.
• Teori omkring hestens adfærd og velfærd
• Arbejde fra jorden, bl.a. longering og agility
• Skov og strandture.
• Film/ekskursion

Strigling af heste på Husby Efterskole

Grundridning

Hesten skal forstå dine signaler for frem, stop, tilbage og til siden - og reagerer godt på dem. Det er utrolig vigtigt at man som rytter får opbygget et solidt fundament, man kan arbejde videre fra.

Gangartsridning

Den islandske hest har 4 eller 5 gangarter, skridt, trav, tølt, galop og pas. I træningen vægter vi at kunne skelne mellem gangarterne og få dem så taktrene som muligt, dette træner vi især på banen.

Ridning i naturen

På Husby går vi meget op i naturen og vores interaktion med den. Dette vil du også opleve på vores ridelinje. Vi rider gerne i naturen, og bruger landskabet omkring skolen til at give dig fantastiske oplevelser. Man får lov til at ride i skoven med vennerne, når man har lært at færdes sikkert i naturen og i trafikken.

Ridetur i skoven med Husby Efterskole

Håndtering og pasning af hestene

Hos os vil du lære at håndtere og passe heste. Alle bistår med den daglige pasning af hestene. At have en hest er ikke kun sjov og leg. Det kræver fysisk arbejde, og denne proces vil du som elev tage del i. Alt fra fodring, reparation af folden og rengøring vil være en del af det daglige arbejde. Det betyder ikke noget om du har din egen hest med, eller blot låner en hos os. Vi går meget op i at opbygge en solid arbejdsmoral, så vi kan ride og være hos hestene under de bedste forhold. 

Heste adfærd og velfærd (Teoretisk undervisning)

En hest er et dyr, der skal omgås og behandles udfra dens egne præmisser.  Der er ingen tvivl om, at det praktiske, som at ride er utrolig motiverende og givende. Vi mener også, at det er vigtigt at have et teoretisk fundament for hesteadfærd og velfærd med, derfor søger vi at øge elevernes viden om hvorledes hesten reagerer på visse situationer, og måske endnu vigtigere, hvorfor hesten reagerer som den gør. Dette vil give vores elever en bedre forståelse for og grundlag for at arbejde med hesten og blive bedre ryttere.

Forventninger til elever på ridelinjen

Deltagelse på ridelinjen kræver en stor og positiv arbejdsindsats og engagement af eleverne. Uanset om man selv ejer eller låner en hest, skal holdets elever i fællesskab deltage i fodring og pasning af alle hestene og deres arealer. Arbejdet sker altid i samarbejde med skolens personale.

Udgifter i forbindelse ridelinje

På islænderheste - ridelinjen vil der i skoleåret 2017-2018 ud over skoleprisen blive opkrævet:
Egen hest: 200,- kr. pr. uge. (fra 1. sept. til sommerferie juni)
Lejet hest: 250,- kr. pr. uge.
Beløbet dækker følgende:
• Ophold
• Græs, hø eller wrap
• Sliksten og mineraler.
• Kraftfoder
• Ormetjek og behandling (forår)

Fra og med skoleåret 18/19 koster egen hest 225 kr pr uge og lejet hest 250 kr.

Hvis private heste kræver specialfoder, skal man selv afholde udgifterne hertil - der gives IKKE refusion i forhold til uge-prisen.

Har du lyst til at opleve en efterskole med islandske heste i hverdagen, så skynd dig at kontakte skolen og sikre dig en plads – eller bare høre nærmere om vores tilbud.

Du er velkommen til at kontakte os for mere information og for at få svar på eventuelle spørgsmål. 

KONTRAKT

 Se / download kontraktformularen

Islænderheste på Husby Efterskole

 

samarbejde med hesten på Husby Efterskole

 

Fællesskab med heste på Husby Efterskole

Yderligere information:

Se eventuelt vores side omkring - Efterskole med ridelinje